For to år siden var Claus Fromholt afsted som hjerteløber den 24. december. En aften, som stod i hyggens tegn, blev afbrudt af en alarm. På et splitsekund blev fred skiftet ud med kaos. At stå med et andet menneskets liv i hænderne fik ham til at reflektere over, hvor skrøbeligt livet pludseligt kan være.

Foto: August Parsberg Overbye.
Af August Parsberg Overbye og Ida Bloksgaard Koldbæk
Foran ham ligger en gammel mand helt stille på gulvet. Livløs. Claus knurrer sine hænder. Flår mandens trøje af. Sætter sig på knæ, og begynder at trykke ham ned i brystkassen. 30 gange efterfulgt af to pust i munden. 30 gange, to pust. Selvom hjertet er i stå, fortsætter tiden. Intens pumpen, der skaber sveddråber på panden. Helt spændte arme, der mister kræfter i takt med tiden tikker. En gentagelse der føles som en evighed. Tre minutter er gået. Den næste hjerteløber overtager. De er nu tre mennesker, der på skift ligger på knæ og kæmper med alle kræfter for at få liv i manden.
Selvom situationen er kaotisk, er det som om en anden stemning også er til stede i rummet. I det lille sommerhus på Djursland emmer det af jul. Lysdekorationen, der står placeret på sofabordet. Stearin- og fyrfadslys, der bryder med den mørke himmel. Disneys juleshow, der kører i fjernsynet.
Tilbage står konen og kigger. Helt magtesløs. Øjnene fyldes. Tårer triller ned ad kinderne i hastig fart. Den ene overhaler den anden. Hulkende får hun spurgt, hvad hun kan gøre. Alt imens Claus kæmper for at få mandens hjerte til at slå igen.
Motivationen for at blive hjerteløber
Claus lever det klassiske parcelhusliv. Han er gift og far til to drenge. En hverdag fyldt med job, venner, sport og børn der skal hentes. Selvom hverdagen bunder i mange praktiske opgaver, er det vigtigt for ham stadig at stoppe op og gøre sig nogle tanker om, at man kun har en mulighed for at leve sit liv en gang, og det derfor er vigtigt ikke at tage det for givet.
”Vi skal leve livet. Men husker vi det? Og ved vi egentlig godt, hvad det vil sige, når vi træder ind i hamsterhjulet?”
At bryde hamsterhjulet kan være svært. Dog sker det indimellem, når Claus smider alt han har i hænderne. Han er nemlig en del af den frivillige hjerteløberordning, og ser sig selv egnet til rollen som hjerteløber på grund af den brede erfaring. Cv’et spænder fra undervisningskurser i førstehjælp til udsendelser med forsvaret i Eksjugoslavien. For ham er det altså en borgerpligt at hjælpe.
Claus mindes stadig den oplevelse, der fik ham til at melde sig. Det var en sommerdag på lystbådehavnen i Aarhus. Han gik en tur med sin dengang kæreste. Pludselig lyder der råb fra en båd. To tyske børn står og kalder efter hjælp. Hurtigt træder Claus i aktion og løber ned til båden. En familiefar ligger bevidstløs i kahytten. Han udøver førstehjælp, imens den livløses kone får tilkaldt mere hjælp. Claus får liv i manden før ambulancen når frem. En oplevelse, der vil sidde i ham resten af livet.
”Det var noget af det mest rørende, jeg har været med til. At komme ned til ham på Marselisborg lystbådehavn halvandet døgn senere, efter han var blevet udskrevet fra hospitalet. Og så står hele familien der. Det var en vild følelse at se ham sejle ud fra havnen.”
Denne episode blev startskuddet for Claus til at melde sig som hjerteløber. Han står derfor klar til at løbe uanset dag og tidspunkt. Også den 24. december.
Fra julefred til kaos
I familiens eget sommerhus er Claus sammen med sin kone, to drenge og svigerforældre. Der har de valgt at holde årets juleaften. Stearinlysene kaster et blødt gyldent skær ud i rummet og spreder en varm ro. Hans to drenge er placeret i sofaen sammen med deres bedsteforældre. De venter spændt på, at Disneys juleshow går i gang. Imens bevæger Claus og hans kone sig rundt i køkkenet for at få styr på aftenens middag. Kartoflerne koger på komfuret. Anden er plukket og i ovnen. Der spredes langsomt en duft af julemad, som bevæger sig ud i alle sommerhusets kanter og kroge. Det emmer af fred og hygge hos den lille familie.
Med et brydes den hyggelige stemning. En skarp og gennemtrængende tone strømmer ud af Claus’ mobiltelefon. Den lyder som en sirene, og giver ham et chok. Det er en genkendelig lyd. Den kommer i hurtige intervaller og fanger alles opmærksomhed. De kigger forvirret rundt. Så på hinanden. Han finder sin mobil og trykker ”accepter.” Børnene er spørgende overfor, hvad der sker. Han griber ud efter bilnøglerne og træder i skoene. Det hele sker så hurtigt.
Han drøner afsted i sin bil midt ude i det øde sommerhusområde. Der er mørkt og sigtbarheden er dårlig. Øjnene flakker mellem vejen og kortet på hjerteløber-appen, som viser vej.
Sidevejen er blind. Han kigger rundt. Orienterer sig. Finder ud af, at der kun er en have mellem ham og den livløse mand. Op går bildøren og han springer ud med kun et for øje. At krydse haven hurtigst muligt.
Han banker på døren. Inde på den anden side står hustruen. Hun kigger bare. Tom i blikket. Først efter nogle sekunder siger hun lavt.
”Nå. Men du skal vel ind.”
Flere overlever hjertestop takket være hjerteløbere
I dag falder cirka 5400 om årligt på grund af hjertestop, og tre ud af fire tilfælde sker i hjemmet. Tal fra Trygfonden viser, at henover cirka 20 år, er overlevelsesprocenten gået fra fire til 14 procent. Stigningen skyldes blandt andet, at der i 2017 kom en hjerteløberordning. Den giver frivillige mulighed for at hjælpe med livreddende behandling, inden en ambulance kommer frem. Så snart der ringes 1-1-2 vedrørende hjertestop, aktiveres hjerteløberordningen automatisk. Her får de 12 hjerteløbere, der er tættest på personen en alarm på deres telefon. Nogle skal løbe direkte til personen og opstarte hjertelungeredning, mens andre bliver bedt om at løbe efter nærmeste hjertestarter.
Nogle gange lykkedes det at få liv i mennesket inden ambulancen kommer frem. Andre gange ikke. Uanset udfaldet, kan sådan en oplevelse sætte tanker i gang. Selv oplever Claus, at det er vigtigt at italesætte missionerne, når han har været afsted. Det gør han sammen med hans gode kammerat, som selv er hjerteløber. Foruden er det vigtigt for ham også at sætte sig ned og reflektere over hændelsen.
”Vi ved alle sammen det kan slukke, når vi kommer op i halvfemserne eller firserne. Det er sundt at blive mindet om en gang imellem og lige få det der spark i løgene.”

FAKTA:
- I 2017 da ordningen startede var der 14.500 registrerede. I 2024 er der 163.503 registrerede hjerteløbere.
- Efter cirka seks minutter kan hjernen begynde at tage skade. For hvert minut der går, falder chancen for at overleve med 10%
- Den enkelte hjerteløber kan vælge at acceptere eller afvise en alarm. Man er derfor ikke tvunget til at løbe afsted.
- Hjerteløbere har altid mulighed for at kontakte Trygfonden, hvis de har brug for professionel hjælp efter en mission.
Kilde: Trygfonden og Genoplivning.dk
At finde de rette ord
Da akutlægen kommer frem, bliver Claus og de øvrige hjerteløbere bedt om at træde til side. De forlader huset og står ude i indkørslen. Den er dækket af grus, som de hver især står og sparker til. Alle kigger ned, og ingen udveksler ord med hinanden. Lige så hektisk stemningen var for under et minut siden, lige så stille er der nu. Kun brudt med lyden af sko, der hammer ned i gruset.
Da ambulancen kører derfra, går Claus tilbage. Gennem haven han kom fra, og sætter sig ind i bilen. Overvejelser fylder i hovedet om den dialog, der venter ham med hans to drenge, når han kommer hjem. Hvordan fortæller man om hændelsen uden at gøre dem bange? For selv for ham, der er voksen, kan det være hårdt at opleve og snakke om.
”Det skaber en masse tanker og refleksioner over livet, og hvor kostbart det egentlig pludselig kan være. Det gør sgu et eller andet ved et menneske.”
Han ved, at de har spørgsmål. Mange spørgsmål. Da han igen træder ind ad døren hjemme i sommerhuset, sætter de sig i sofaen. Nu skal han være den pædagogiske.
”Man kan ikke bare piske ud ad døren og råbe: ’hvor er bilnøglen, og hvor er dit og dat, og så regne med, at alting er fryd og gammen, når man kommer hjem.’ ”
Begge hans drenge sidder ved siden af ham. Til en bare syv- og tiårig skal han nu fortælle, hvad han lige har oplevet.
”Jamen hvorfor far, du løb da?”
”Ja, men det er ikke altid nok.”